Flamenco i Valencia: rødderne

Hvor flamenco kommer fra

UNESCOs beskrivelse af flamenco nævner tre strenge — sang, dans og guitar — og siger, at mange samfund betragter kunsten som et kendetegn for, hvem de er. Den tilskriver det gitano- eller roma-fællesskabet en central rolle i at forme den. Det hjerte, den angiver, er Andalusien, med ældre bånd til Murcia og Extremadura, og den tilføjer, at flamenco dukker op ved festivaler, ritualer og private sammenkomster. Wikipedia daterer det tidligste skriftlige spor til slutningen af 1700-tallet i Baja Andalusia og nævner Jerez de la Frontera som det første sted, hvor den blev registreret.

Fra café cantante til tablao

Flamenco var ikke altid en time med billet. Wikipedia fortæller, at cafés cantantes — nattbarer, der serverede flamenco sammen med drikkevarer — havde deres storhedstid fra midten af 1800-tallet og ind i 1900-tallets andet årti. Fra 1920 til 1955 flyttede forestillingerne ind i tyrefægterarenaer og teatre under betegnelsen flamenco-opera. De tablaos, der afløste caféerne, voksede frem over hele Spanien gennem 1960'erne. Ordet kommer fra tablado, en gulvplanke, og betegner både scenen og stedet, og mange tablaos serverer drikkevarer, tapas eller hele måltider. En café med en scene og en bar hører til den tradition. Hvert skridt ændrede rummet, men holdt scenen, drinken og publikum tæt på.

Læs næste: Billetter og siddepladser til Café del Duende

Hvordan kunsten rejste

Wikipedias artikel om tablaoen siger, at flamenco spredte sig til andre regioner, efterhånden som caféformatet ændrede sig, og nye stilarter opstod, og dens hovedartikel bemærker en historisk tilstedeværelse i Murcia og Extremadura ud over Andalusien. Den registrerer også flamenco-undervisning og festivaler så langt væk som New Mexico og Rotterdam. Den kunst, der nåede frem til et lokale i Valencia i slutningen af 1900-tallet, havde allerede rejst langt.

Forbindelsen til Levante

Valencia vender mod Middelhavet, og den nærmeste flamenco-tradition er den østlige. Wikipedia beskriver fandangos orientales, de østlige fandangoer, som stammende fra det østlige Andalusien og Murcia og nævner cartageneras, murcianaen og levanticaen blandt de beslægtede frie sange. Det gør ikke Valencia til et flamenco-hjerte, og intet, der sælges med billetten, lover disse sange. Det betyder dog, at kunsten har en længere østlig historie, end kortet antyder.

En pioner i en ny by

Stedet siger, at det blev grundlagt i 1998, og præsenterer sig som pioneren i denne region inden for permanent flamenco. Dets egen hjemmeside angiver to mål: at vise kunstens kraft til mennesker, der ikke kendte den, og at give flamencofans i Valencia et sted at dele den, da de indtil da ikke havde noget. Den påpeger også, at flamenco blev erklæret som verdensarv af UNESCO i 2010. Disse datoer er stedets egne, og dets egne sider er den bedste kilde til dem.

Hvorfor det stadig fungerer i et lille lokale

UNESCO udpeger dynastier, familier, sociale grupper og flamencoklubber som de kanaler, der fører kunsten videre, så små lokaler har altid båret den. Et intimt lokale viser det, en stor teatersal udjævner: guitaristens hænder, sangerens ansigt, danserens fodarbejde. Tablao-formatet bevarer denne nærhed, og det er netop det, en førstegangsbesøgende kommer for. Et intimt lokale er altså ikke et kompromis. Det er den ramme, kunsten voksede op i.

Hvem dette ikke er for

At opleve flamenco i dens andalusiske hjerte land kræver en rejse sydpå, og dette show erstatter den ikke. En aften i Valencia viser kunsten, som den opføres uden for hjemmet, i et lokale med sin egen historie. Besøgende, der planlægger at være i Sevilla, Granada eller Jerez, foretrækker måske at gemme deres første flamencoaften til dér. En aften i Valencia er en god første smagsprøve på kunsten og en dårlig erstatning for de regioner, hvor den voksede op.