Hvad duende betyder i flamenco

Hvor ordet kommer fra

På engelsk Wikipedia spores ordet duende til 'dueño de casa', husets herre, som også er roden til husnissen i spansk folklore. I daglig spansk kan duende stadig bruges om en drillesyg ånd. Flamencoen bruger det om noget større: et højdepunkt af følelse, udtryk og sandhed, som folk genkender, når de hører det, men har svært ved at definere. At 'tener duende' er at have det, og det er stor ros. Ingen teknik frembringer det, og ingen kan lære det videre, og derfor er det en hjælp at kende ordet, inden man ser et show. Begrebet er tæt knyttet til andalusisk folkemusik og til flamenco.

Lorcas foredrag

Idéen skylder sin moderne berømmelse til digteren Federico García Lorca, som først udviklede den i et foredrag holdt i Buenos Aires i 1933 under titlen 'Juego y teoría del duende', Leg og teori om duende. Wikipedia opsummerer hans argument: duende er en kraft, ikke et værk, og en kamp, ikke en tanke. Han knyttede det til irrationalitet, jordnærhed, en bevidsthed om døden og et strejf af det djævelske, og satte det op imod blot stil, virtuositet eller klassiske regler. Enhver kunst kan have det, sagde han, men musik, dans og talt poesi giver det den bredeste ramme. Når man læser det nu, er påstanden enkel at fremsætte: duende er ikke en teknik, og det kan ikke bestilles eller læres som en drink.

Sorte klange

Lorca citerede en flamenco-skikkelse, Manuel Torre, som sagde, at alt med sorte klange har duende. Wikipedia læser det som følelsesmæssigt mørke. Den samme mørke tone løber gennem cante jondo, den 'dybe sang' ved den mest alvorlige ende af flamencoen, som Wikipedia sporer tilbage til andalusisk folkemusik. Lorca var blandt dem, der deltog i Concurso de Cante Jondo i Granada i 1922 under Manuel de Fallas ledelse, og i 1931 holdt han en konference om at holde traditionen i live. Fallas syn, som Lorca citerede, var, at siguiriyen er sangen fra den dybe tradition. Wikipedia tilføjer, at flamencoen har en tendens til at bære præget af et folk formet af modgang og diaspora.

Læs næste: Flamenco-palos: en lytteguide

Duende mod poleret perfektion

Lorca satte duende op imod stil, virtuositet og klassiske regler, og det ændrer måden, man kan bedømme et show på. En teknisk fejlfri optræden kan efterlade et lokale koldt, mens en mere rå optræden kan holde det fuldstændig stille. Wikipedia læser hans foredrag som et argument for, at følelse og risiko betyder mere end poleret perfektion. For en besøgende betyder det, at man ikke behøver at vide, om en dansers drejning var perfekt. Man behøver kun at lægge mærke til, om lokalet bliver stille og ubevægeligt, som det gør i de øjeblikke, flamenco-publikummer venter på. Set sådan er et lille lokale et fair sted at finde ud af det.

Hvad caféen siger om det

Spillestedet i Valencia tog ordet som sit navn og forklarer det på sin egen hjemmeside. Det beskriver duende som et ubeskriveligt stik, man føler i sjælen, et som kun viser sig i helt særlige øjeblikke og kommer fra dybden af en hals, resonansen i guitarens toner eller den sønderrivende bevægelse af en krop, der synes at være ved at brække sammen. Samme side inviterer besøgende til at komme og mærke det. Det er en invitation, ikke et løfte, og den fair læsning er, at en billet køber en time med live flamenco, hvor duende måske eller måske ikke dukker op. At læse den sætning, før man tager af sted, sætter den rette forventning.

Hvad man faktisk hører og ser

I UNESCOs beskrivelse har kunsten tre dele. Sangen kommer fra mænd og kvinder, ideelt set siddende og uden kor, og bærer en bred vifte af følelser i korte, enkle linjer. Guitaren har bevæget sig langt forbi det at akkompagnere, og klappen og trampen gør lyden tættere. Dansen kalder den en af lidenskab og kurtisering. En café af denne størrelse lader dig følge alle tre på én gang, da du kan betragte sangeren og guitaristen lige så tæt som danseren. Med så korte tekster når fornemmelsen af en sang ofte lyttere, der ikke kender ordene.

Sådan lytter du

Stedets egen side om kunsten giver en enkel indgang. Sangen, står der, bærer historie og smerte, fra det dybe ‘quejío’ til festlig melodi. Guitaren er rygraden, en harmoni, en rytme og et ‘kald’, der leder dansen. Dansen er percussion og kropssprog: zapateado, fodarbejdet, og braceo, armene. Læg mærke til kaldet fra guitaren og svaret fra fødderne. Bemærk når rummet bliver stille. Det er de øjeblikke, flamenco-publikummer venter på, og de er lettere at få øje på, hvis du ikke filmer dem. Intet af dette kræver spansk; det kræver opmærksomhed. Stedets tre overskrifter, cante, toque og baile, er en færdig måde at fordele din opmærksomhed over timen.

Ord du bør kende før forestillingen

Et par spanske ord dukker op i enhver beretning om kunsten, og stedets egen side bruger de fleste af dem. De forbliver på spansk selv i engelsk tekst om flamenco, og de er korte. Kender du dem, kan du følge en samtale om aftenen bagefter, og det gør den side, et sted trykker på sin væg eller lægger på sit website, lettere at læse. Lær to eller tre, og resten følger, efterhånden som du hører dem. De er alle ord, kunsten bruger om sig selv, ikke turistetiketter.

• Cante: sangen, stemmen der bærer historie og smerte
• Toque: guitaren, lydens rygrad
• Baile: dansen, percussion og kropssprog
• Palo: en navngivet stil med sin egen rytme og stemning
• Quejío: det dybe råb i hjertet af en sang
• Llamada: guitarens kald, der leder dansen

De palos, du måske hører

Wikipedia tæller over halvtreds palos, de navngivne flamenco-stilarter, hver med sin egen rytme og stemning. Stedets side nævner flere, blandt dem tientos, seguiriyas, tarantos, tangos, cantiñas og fandangos, og siger, at de bærer livets glæder og sorger, arbejde og fest, kærlighed og hjertesorg. Den beskriver dem som snesevis af forskellige stilarter med forskellige rytmer og melodier. Kunstnerne vælger programmet, og stedets kalender skifter fra en række datoer til den næste. Læs navnene som en lyttestrategi, ikke som en køreplan, og se lyttestrategien for seks af dem i flere detaljer.

Kan en lille café have duende

Lorca ville sandsynligvis sige ja, for han bandt ikke duende til en stor scene. Han knyttede det til en kunstners kamp og til øjeblikket, og han sagde, at enhver kunstform kan have det. UNESCOs optagelse giver flamenco et sydligt hjerte land og siger, at kunsten gives videre gennem familier, sociale kredse og klubber, som er små rum, hvor folk samles. En café i Valencia ligger inden for den tradition med små rum, selv om den ligger langt fra Andalusien. Den samme optagelse nævner religiøse fester, ritualer og private fester blandt flamencos rammer, så scenen er kun et af dens hjem.

Hvem dette ikke er for

Enhver, der håber på et garanteret klimaks, et koreograferet spektakel eller dæmpet baggrundsmusik, jagter det forkerte i duende. Flamenco på tæt hold kan være højlydt, intenst og råt, og noget af sangen er bevidst hård. Stedets egen beskrivelse er af en kunst, der kan rive i kroppen. Hvis du ville være utilpas med den intensitet på armslængde, giver et større teatershow dig mere afstand. Stedets hjemmeside er åben om dette: den siger, at duende kun viser sig i helt særlige øjeblikke, hvilket er en anden måde at sige, at det ikke kan planlægges. Besøgende, der foretrækker en stille og høflig aften, kan finde det mere givende først at lytte til optagelser.